Bliv social- og sundhedsassistent

Søg en god uddannelse, så du kan være med til at skabe gode liv hos andre.

Som social- og sundhedsassistent kan du varetage opgaver inden for mange grene af sundhedsvæsenet – både i kommuner, i psykiatrien og på sygehuse. Du bliver autoriseret til at varetage sammenhængende borgerforløb. Opgaverne består for eksempel i personlig pleje, rehabilitering, sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse, dokumentation, medicinadministration og sygeplejeopgaver.

Som social- og sundhedsassistent skal du desuden arbejde med koordinerende funktioner og med kvalitetssikring.

Du kan læse mere om jobbet her.

 

Sådan er uddannelsen

Uddannelsen kan gennemføres på tre måder:

  • Som EUD: hvis du er under 25 år. Uddannelsen på Hovedforløbet varer 2 år, 9 mdr og 3 uger.
  • Som EUV: hvis du er over 25 år. Uddannelsen tilpasses din tidligere erhvervserfaring og skolebaggrund. Uddannelsesforløbet på Hovedforløbet kan vare 2 år, 8 mdr og 3 uger.
  • Som EUX: På EUX tager du SSA uddannelsen samtidig med at du tager fag på gymnasialt niveau. Det betyder, at du tager en erhvervsfaglig uddannelse kombineret med en studenter eksamen. SSA uddannelsen som EUX tager 4 år og en måned.

Du kan få en læreplads som omfatter et Hovedforløb eller du kan blive ansat både på Grundforløb og Hovedforløb (og så skal du selv søge ind på Grundforløbet i god tid på www.optagelse.dk)

Du kan læse mere om uddannelsen på Social- og sundhedsskolens hjemmeside.

Uddannelsen veksler mellem teori og praktik. Du får løn både når du går i skole, og når du er i praktik.

Praktikken foregår i forskellige afsnit af Det nære Sundhedsvæsen i Ringsted Kommune og der er indlagt en kortere praktik på et sygehus.

Med vejledning og støtte fra praktikvejledere, skal du gradvis udvikle evner og håndelag til at varetage komplekse (men stabile) opgaver ud fra et helhedssyn hos patienter og borgere. Ud over øvelse af praktiske færdigheder må du forvente en hel del hjemmearbejde, hvor du læser teori og laver skriftlige opgaver. Du bygger videre på evnen til at koble teori med praksis.

På skolen skal du blandt andet arbejde med fag, der handler om sygepleje, sygdomme, medicin, træning og sundhed. Skoleundervisningen afvikles i Ringsted, Slagelse, Roskilde, Køge eller Næstved.

Du skal forvente at skulle købe bøger.

 

Sådan søger du ind på uddannelsen

Ringsted Kommune søger efter SSA-elever 2-3 gange om året. Der er et begrænset antal pladser til rådighed. Du kan finde stillingsopslagene på her på vores karriereside og på Jobnet.dk.
Efter ansøgningsfristen indkalder vi udvalgte ansøgere til en uddybende samtale. Samtalen kan resultere i en ansættelse på en kontrakt. Bliver du ansat har du automatisk en praktikplads.

Ringsted Kommune optager og ansætter elever på baggrund af en samlet vurdering. Der ses på skoleuddannelse, karakterniveau, øvrige uddannelser, udtalelser eller anbefalinger fra tidligere jobs, udenlandsophold, arbejde som frivillig. Dokumentationen tæller kun med i vurderingen, hvis du medsender denne, når du søger via vort elektroniske ansættelsessystem.

Se en oversigt over, hvad du skal vedhæfte din ansøgning, når du søger ind på uddannelsen som SSA-elev i Ringsted Kommune.

Vi lægger også vægt på om du har skrevet en god motiveret ansøgning.

Vær opmærksom på, at du ikke kan fremsende uopfordrede ansøgninger.

 

Krav til optagelse

For at komme i betragtning som SSA-elev i Ringsted Kommune skal du have bestået et Grundforløb eller have ønske om at gennemføre et grundforløb på SOSU-området. Alternativt skal du være uddannet social- og sundhedshjælper.

Du skal kunne fremvise certificerede beviser for gennemført førstehjælps- og brandbekæmpelseskurser.

 

Realkompetencevurdering

Hvis du er over 25 år, når du søger en elevplads som social- og sundhedsassistentelev i Ringsted kommune, skal du fremvise en realkompetencevurdering til ansættelsessamtalen.

Går du på Grundforløbet får du automatisk lavet en realkompetencevurdering. Og ellers kan du kontakte erhvervsskolen.

 

Arbejdsgivererklæring

Har du relevant erhvervserfaring bedes du få din tidligere arbejdsgiver til at udfylde en arbejdsgivererklæring, der dokumenterer omfang og indhold i dine erfaringer fra tidligere.

 

Straffe- og børneattest

En ansættelse som elev i Ringsted Kommune, er betinget af, at du kan fremvise en straffeattest til private. Straffeattesten skal du medbringe til ansættelsessamtalen. Du henter den på politiets hjemmeside, hvor du logger ind med dit NemId. Du skal desuden give accept til, at vi indhenter en børneattest før en ansættelse.

Hvis der er anmærkninger i din straffe- eller børneattest, vil Ringsted Kommune vurdere disse individuelt.

 

Fuldmagt

Er du under 18 år inden uddannelsesstart, så skal du vedlægge en fuldmagt med forældre/værge underskrift.

Print og udfyld fuldmagten her og vedhæft den i din ansøgning.

 

Forventninger til dig

  • Vi forventer, at du er interesseret i at arbejde med mennesker, og at du har lyst og overskud til at udvikle dig både fagligt og personligt.
  • Du skal være robust, målrettet og er opsat på at tænke i helheder.
  • Vi forventer, at du allerede har evner inden for kommunikation og samarbejde.
  • Du skal være mødestabil og skal have et ønske om at tage ansvar for din egen uddannelse.
  • Du skal være indstillet på, at du skal læse, gengive og omsætte større mængder teori både på skolen og i praktikken.

 

Kontakt 

Sundhedsuddannelserne

Uddannelseskonsulent Merete Lerche Frank Christensen
Amtstue Allé 71
4100 Ringsted
E-mail: sundhedsuddannelser@ringsted.dk

Hvis du ønsker at sende følsomme eller fortrolige oplysninger til Ringsted Kommune, eksempelvis dit cpr.nr., oplysninger om dine helbredsforhold eller økonomiske situation, anbefales du at gøre det via e-boks. Læs om beskyttelse af persondata.

HR, Løn og Politisk Service
Sct. Bendtsgade 1
4100 Ringsted
Tlf.: 57 62 60 30
Mail: hr@ringsted.dk