Ringsted Kommune søger praktikant til byplanlægning

Studerer du byplanlægning, landskabsarkitektur, urban design eller lignende, og har du lyst til at bringe dine kompetencer i spil i forhold til konkrete og spændende udviklingsprojekter? Så leder Ringsted Kommune efter dig.     

Om jobbet
Hos os vil du blive tilknyttet en af vores dygtige projektledere og landskabsarkitekter. Du vil få viden om, hvordan det er at arbejde i en politisk ledet organisation, hvor vi arbejder for noget, der har direkte indflydelse på borgernes hverdag. Du vil få mulighed for både at blive tilknyttet et udviklingsprojekt samt deltage i den daglige drift.

Som udviklingsprojekt har du mulighed for at blive tilknyttet et af de nedenstående projekter: 

  • Udviklingen af et nyt naturskønt boligområde ned til Ringsted Å, som skal integreres med en kommende naturpark, som samtidig er under udarbejdelse. Her skal udarbejdes en helhedsplan med afsæt i landskabet. Området skal - som noget nyt - med afsæt i kommunens nye klimaplan have sin egen klimaprofil. 
  • Midt imellem en af kommunens plejecentre og en daginstitution ligger et lille grønt område, som skal udvikles til et nyt mødested i lokalområdet. Mødestedet skal udvikles og designes i tæt samarbejde med borgerne. 
  • Byomdannelsesprojektet af et industriområde tæt på Ringsted Station og bymidten. Her skal også udarbejdes en helhedsplan, som skal have sin egen klimaprofil. Målet er at skabe en moderne og livlig bydel, med en blanding af boliger, kontor, serviceerhverv, kultur- og fritidsaktiviteter.

Som praktikant vil du yderligere få mulighed for at komme helt tæt på driften og lære hvordan man laver myndighedsarbejde og i hvilke overvejelser man gør sig undervejs i processen. Du vil spille en aktiv rolle i udviklingen af vores by- og landområder og lære at håndtere simple sager inden for planlægning. 

For os er samarbejdet med studerende vigtigt, fordi vi tror på at samarbejdet er til fælles gavn. Vi har derfor flere studerende og praktikant i afdelingen. Som studerende bringer du den nyeste viden fra universitetet med dig, og vi kan tilbyde, at du kommer til at være sammen med erfarne kollegaer, der vil videregive de erfaringer, der er knyttet til arbejdet i en kommune tæt på borgerne.

Om dig
Vi leder efter en kollega der studerer By og Plan, Landskabsarkitektur, Landskabsdesign, arkitektur, urban design, Sustainable Cities, Human Geography eller beslægtede fagområder. Vi værdsætter nysgerrighed, engagement, beslutsomhed, ansvarlighed, motivation og evnen til at arbejde både selvstændigt og i teams. Du skal have lyst til at arbejde i en kommune hvor tempoet er højt, og det er vigtigt at du trives med nye udfordringer og forskelligartede opgaver. Du skal have evnen til at strukturere processer, der hjælper dig med at nå dine mål og du bør være ivrig efter at dele din viden og erfaring inden for dit fagområde med resten af teamet - vi vil nemlig rigtig gerne lære af dig!

Om os
Du vil blive en del af afdelingen Plan og Byg, hvor planlæggere, landzonemedarbejdere, administrativt personale og byggesagsbehandlere er samlet. Vi har et tæt samarbejde som gør, at vi samlet set følger udviklingen fra strategisk planlægning, lokalplanlægning, over tilladelser, til ibrugtagning, hvilket giver os en unik mulighed for hele tiden at udvikle og forbedre lokalplanværktøjet.

Dine kommende kollegaer i Team Plan udgør et fagligt blandet hold, hvilket vi oplever som en stor styrke. Vi har det til fælles, at vi har en stor lyst til at udvikle planområdet, med fokus på hele tiden at blive bedre. Nogle er nye i planlægningen, mens andre har mange års erfaring, og vi er bredt repræsenteret på alder og køn. Vi har en uformel tone, og bruger meget hinanden i den daglige sparring og løsning af opgaverne.

Arbejdspladsen er placeret fysisk på Rønnedevej 9 i Ringsted og er i gåafstand fra Ringsted Station. Med kun 26 minutters togtur fra Københavns Hovedbanegård,15 minutter fra Slagelse st. og Roskilde st. samt kun 12 minutter fra både Næstved st. og Køge nord st. er det nemt og bekvemt at nå vores lokation med offentlig transport. 

Vi tilbyder

  • En faglig stærk arbejdsplads, med fokus på faglig sparring, løbende udvikling af kompetencer og et godt arbejdsklima.
  • Mulighed for ansvar for din egen opgave
  • Indflydelse og et job med mening.
  • Stort fokus på samarbejde på tværs af teams og centre.

Ringsted Kommune søger en praktikant i tredje- og fjerde kvartal i 2024. Ringsted Kommune vil yde en erkendtlighed i forbindelse med praktikperioden. 
Hvis du kunne være interesseret i en praktik hos os så kontakt praktikantansvarlig Heidi Thorstensen på 20519832.

Vi glæder os meget til at modtage din ansøgning, og vi afholder løbende samtaler i opslagsperioden af stillingen.
 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Projektleder Heidi Thorstensen 20519832 57627638
Jobkategori: Administration, Sagsbehandling
Stillingstype: Praktik
Ugentlig arbejdstid: Fuldtid
Ansættelsesdato: 01-09-2024
HR, Løn og Politisk Service
Sct. Bendtsgade 1
4100 Ringsted